MØDEREFERAT
Vedrørende: Ekstraordinær generalforsamling
Tidspunkt: kl. 18:30
Sted: Korsagergård
Dagsorden:
- Valg af dirigent.
- Bestemmelse af de mødendes og de stemmeberettigedes antal.
- Fremlæggelse af og afstemning om eventuelle indkomne forslag til ændringer af vedtægterne.
- Forslag fra Hasse Nilsson :
Ændring af sidste linie i §10 fra : Hvert medlem har en stemme, hvilket også gælder familiemedlemmer og passive medlemmer.
Til: Hvert medlem fyldt 18 år har en stemme, hvilket også gælder familiemedlemmer.
- Valg af ny bestyrelse.
- Følgende trækker sig: Hasse Nilsson, Frank Hummelgaard, Henrik Andersen,
John Valsted, Bertel Lee og Jens Mortensen.
- Følgende stiller op: Jesper Cassøe, Dean Walker, Lars Grynnerup og Jacob Ørnstrand
- Øvrige indkomne forslag.
- Eventuelt.
- Lukket diskussion
Uden for referat
- Pædofili
- Valg af dirigent.
Jens Mortensen blev valgt som dirigent.
- Bestemmelse af de mødendes og de stemmeberettigedes antal.
Stemmeberettigedes antal blev bestemt til 20 tilstedeværende medlemmer og 2 fuldmagter.
- Fremlæggelse af og afstemning om eventuelle indkomne forslag til ændringer af vedtægterne.
- Forslag:
Ændring af sidste linie i §10 fra : Hvert medlem har en stemme, hvilket også gælder familiemedlemmer og passive medlemmer.
Til: Hvert medlem fyldt 18 år har en stemme, hvilket også gælder familiemedlemmer.
Forslaget blev diskuteret, og der blev blandt andet stillede spørgsmål til, hvorfor aldersgrænsen skulle være 18 år. Flere medlemmer foreslog, at grænsen skulle være 15. Til sidst blev der stemt om, hvilken alder, der skal udløse en stemme. Der var 13 stemmer for at aldersgrænsen skal være 15. Der var enighed om, at formuleringen i forslaget skal finpudses og tages op til den kommende ordinære generalforsamling, hvorefter vedtægterne vil blive ændret. Bestyrelsen påtog sig den opgave.
- Valg af ny bestyrelse.
- Følgende trækker sig:
Hasse Nilsson, Frank Hummelgaard, Henrik Andersen, John Valsted, Bertel Lee og Jens Mortensen.
Hasse fortalte kort om årsagen til, at han ikke har lyst til at fortsætte som formand og om de overvejelser, han har gjort sig i forbindelse med fratrædelsen. Hasse gjorde opmærksom på hans ønske om at slippe opgaven som formand allerede sidste år. Han påpegede, at udfordringen har været, at der ikke har været andre, der har viste interesse for posten. Dette på trods af direkte henvendelse til de mest oplagte emner i klubben. Blandt andet Jesper Cassøe, som i første omgang afviste.
Efter et par måneders betænkningstid vendte Jesper tilbage med lyst til at tage posten, og samtidig havde han nogen ønsker til, hvordan en eventuelt ny bestyrelse skulle sammensættes. Præcis hvilke idéer kom Hasse ikke ind på, men foreslog i stedet, at Jesper selv forklarede disse.
- Følgende stiller op:
Jesper Cassøe, Dean Walker, Lars Grynnerup og Jacob Ørnstrand.
Forsamling blev spurgt, om der var andre, der havde lyst til at stille op. Der var ingen andre kandidater.
Jesper Cassøe fortalte først kort om hans motivation for at tage posten som formand og om sine visioner for klubben, hvis han skulle blive valgt. Jespers motivation tager udgangspunkt i en oplevelse i klubben i sommers, hvor klubbens faciliteter slet ikke blev udnyttet tilstrækkeligt på trods af suveræne forhold. På dette tidspunkt begyndte Jesper at snakke med folk, om hvordan vi bedre kan udnytte de fantastiske faciliteter, vi har i Vallensbæk. Jesper brænder for at udvikle Vallensbæk Vandskiklub, så vi blive ”Et forbillede for andre sportsklubber”.
Jesper fortalte om arbejdsformen i den nye bestyrelse, såfremt han og de øvrige kandidater måtte blive valgt. Kortfattet bygges klubben op omkring fire hjørnesten:
· Klubudvikling og rekruttering af frivillig arbejdskraft i klubben
· Kommunikation og information
· Udvikling af klubbens indtægtsgivende aktiviteter
· Fastholdelse af medlemmer
Hvert bestyrelsesmedlem har hver især et ledelsesfokus inden for ovenstående indsatsområder. Deres rolle er at arbejde på et strategisk niveau og involvere frivillige klubmedlemmer i den praktiske udførsel ved i samarbejde med disse at opstille klare mål og rammer.
Lars Grynnerup fortalte kort om sin motivation og rolle i bestyrelsen. Lars fortalte om sine erfaringer med at blive medlem i klubben, som tog det meste af tre uger! Lars har en baggrund inden for organisation og kommunikation, og dette gør Lars godt rustet til at tage sig af området omkring kommunikation og information. Lars´ motivation er at skabe en bedre organiseret klub med en strømlignet kommunikation.
Jacob Ørnstrand har ikke den store erfaring med vandski - bort set fra at hans søster tidligere har løbet på højt plan, og Jacob har boet 15 meter fra Stilling Sø (Skanderborg Vandskiklub). Som projektleder i PARKEN Sport & Entertainment har Jacob til gengæld erfaringer med at udvikle koncepter for events- og arrangementer, og hans motivation for at indgå i VVK’s bestyrelse er at øge udnyttelsesgraden af de muligheder, vi har i forbindelse med indtægtsgivende arrangementer.
Dean Walker fortalte kort om sin motivation og rolle i bestyrelsen. Dean vil arbejde med fastholdelse af medlemmer igennem medlemstilbud. Hans fokusområde bliver således at udvikle og igangsætte sportslige og sociale aktiviteter sammen med de medlemmer, der ønsker at løfte disse opgaver. Motivationen henter han i kærligheden for sporten.
Generalforsamlingen blev gjort opmærksom på, at den nye bestyrelsesstruktur, som den blev foreslået, ikke er i overensstemmelse med de nuværende vedtægter. Såfremt gruppen (Jesper Cassøe, Dean Walker, Lars Grynnerup og Jacob Ørnstrand) bliver valgt ind, giver forsamling således samtidig dispensation til at drive klubben uden at opfylde alle vedtægternes krav til bestyrelsens sammensætning.
Afstemning og resultat
Ved afstemningen kunne medlemmerne stemme JA eller NEJ. Et JA betød en stemme for de opstillede kandidater. Et NEJ betød en stemme imod de opstillede kandidater med den konsekvens, at den fratrædende bestyrelse skulle fortsætte frem til den ordinære generalforsamling.
Ved afstemningen stemte tyve (20) medlemmer JA og et (1) medlem stemte NEJ. En (1) stemme blev dømt ugyldig.
- Øvrige indkomne forslag.
Ingen forslag var indkommet.
- Eventuelt.
a. Lukket diskussion
Uden for referat.
b. Pædofili:
Som en konsekvens af den triste sag i Holte Vandskiklub, hvor en tidligere formand er dømt for at udnytte unge drenge, sætter Vallensbæk Vandskiklub pædofili på dagsordenen. I tråd med Dansk Vandski Forbunds retningslinjer indfører Vallensbæk Vandskiklub således en pædofilipolitik, der blandt andet foreskriver et regelsæt for, hvordan klubbens ledere og bådførere omgås børn og unge. Bestyrelsen udarbejder en handlingsplan for, hvordan vi bedst muligt kan forhindre, at lignende sager sker i Vallensbæk VK.
Herefter takkede dirigenten for god ro og orden og afrundede den ekstraordinære generalforsamling kl. 21.15.
Således den ekstraordinære generalforsamling mandag den 14. november 2005:
Dirigent: _________________________
Jens Mortensen
Bestyrelsesformand: _________________________
Jesper Cassøe
Bestyrelsesmedlem: _________________________
Dean Walker
Bestyrelsesmedlem: _________________________
Lars Grynnerup
Bestyrelsesmedlem: _________________________
Jacob Ørnstrand